Medal of Honor er den højeste amerikanske militære udmærkelse for tapperhed under kamp. Den kaldes også Congressional Medal of Honor, idet den uddeles af præsidenten i kongressens navn. Medaljen blev indstiftet af Abraham Lincoln i 1862 og er siden uddelt 3460 gange.
Grundlaget for medaljen er formuleret således:
"Præsidenten må i Kongressens navn tildele og overrække en Medal of Honor til et medlem af de væbnede styrker, der har udmærket sig selv ved fremtrædende tapperhed og frygtløshed under risiko for sit eget liv og udover hvad pligten kræver i en aktion imod en fjende af De forenede Stater"